Hold kæft eller jeg doxxer dig

Skrevet af Tine Knudsen

Felicia Day
Internetikonet Felicia Day, Californien, 2013.
Foto: Gage Skidmore. Creative commons licens

Doxxing er et effektivt våben i kampen for at begrænse andres ytringsfrihed på internettet
Internettet har alle dage været et sted, hvor tonen ligesom i livet udenfor skærmen kan være hård. De fleste kender internettets toiletvæg, youtubekommentarfeltet, hvor skolegårdens bedste fornærmelser florerer. Det er lige meget om det er den nye video med Ariana Grande eller en kattekilling i en papæske, så skal der ikke meget til før diskussionen ender i trusler om død og ødelæggelse. Med internettet kan du komme i kontakt med næsten hele verden, hvilket tydeligvis også inkluderer folk, der vil bruge enhver lejlighed til at komme af med deres galde.

Jeg ved hvor du bor!
Hvis man møder ubehageligheder  på ens færd gennem internettet kan man ofte enten ryste på hovedet, når nogen folks vrede går fra 1-100 på et sekund eller i slemme tilfælde benytte sig af muligheden for at blokere særligt enerverende folk på f.eks. sociale platforme. Nogen gange er det dog ikke så enkelt. En ubehagelig trend, når blodet virkelig koger online, er doxxing: At lægge en persons private informationer som f.eks. adresse, telefonnummer og arbejdsplads ud på nettet. Formålet er at skræmme personen man af den ene eller den anden grund ikke bryder sig om. “Jeg ved hvor du bor,” er en trussel, der lyder som noget en fuld slagsbror eller -søster råber til en de har set sig sur på, lige før de selv skvatter i en kebab foran et diskotek, mens alle andre bare går forbi og fortsætter med at feste. På internettet er det dog en noget større trussel at komme med. Når først noget er lagt på nettet er det svært at fjerne enhver kopi af det, og det er ikke til at vide, hvem der har set informationen eller hvad de kunne tænke sig at bruge den til.

Internettet er ikke et fristed
Doxxing piller ved den grundlæggende antagelse, at internettet er et sted, der eksisterer separat fra den såkaldt virkelige verden. Folk kan skændes som det brager i kommentarfelter, på diverse fora, twitter eller facebook, men lægge det helt bag sig, når de forlader computeren. Doxxing laver om på den lighed, der burde findes på nettet. Den doxxede person bliver nu nødt til at forholde sig til, hvilke ubehageligheder deres afslørede persondata kan bruges til. Kommer konsekvenserne nu og her eller sker det først senere? Vil nogen møde op på deres bopæl eller måske hacke deres bankkonto? Nogen gange har doxxeren været så venlig at lægge gode forslag til chikane ud sammen med den udvalgte persons private informationer. Selvom der intet sker som følge af afsløringen af privat information, så har selve doxxingen allerede opfyldt et formål, nemlig at straffe en person ved at skræmme dem. Bare tanken om, at folk, der ikke kan lide dig, ved personlige ting om dig, kan sætte de fleste en skræk i livet. Samtidig er der opnået en ny magtbalance. Tør du igen at udtale dig om, hvadend der udløste doxxingen eller tier du nu helt stille?

Frygten for doxxing
For tiden verserer der en kæmpe internetbaseret råbekonkurrence ved navn Gamer Gate, som nogle påstår handler om at stoppe korrupt journalistik om computerspil, men som pt. mest af alt drukner i hadkampagner mod udvalgte enkeltpersoner. I løbet af dette internetkontrovers er der eksempler på, hvordan flere personer er blevet doxxet. Senest er det gået ud over internetikonet Felicia Day, der bl.a. er kendt fra youtubeserien The Guild og tv-serien Supernatural. Den 22. oktober 2014  skrev hun et indlæg om Gamer Gate på sin tumblr The Only Thing I Have To Say About Gamer Gate. Indlægget er ganske ukontroversielt og beretter om, hvorfor hun har været tilbageholdende med at tage offentligt stilling til Gamer Gate. En af grundene var frygten for doxxing. Der gik under en time før hendes private informationer lå i en kommentar under blogindlægget. Hele kommentarfeltet er siden blevet lukket ned.

Internetcensur
Internettet giver os mulighed for at samles med ligesindede fra ethvert hjørne af kloden og dyrke ting vi godt kan lide. Desværre kan man også samles om mindre ædle sager og bruge internettet til at crowdsource hadkampagner og finde frem til personlige oplysninger om snart sagt enhver person. Det totalt censurfrie internet eksisterer ikke. Der er utallige eksempler på stater og firmaer, der lukker ned for ytringer de ikke bryder sig om. Doxxing gør det muligt for alle mulige små eller større grupper at forsøge at censurere ytringer de ikke bryder sig om. Det er blevet et våben som interbrugere kan bruge til at undertrykke andre internetbrugeres ytringsfrihed. Det er en trist, skuffende og skræmmende udvikling.

Creepy eller cute?

Skrevet af Tine Knudsen

Blød som plys med en stemme som en metalkold robot. Wiki Bear besvarer alle børns spørgsmål, men tør de sove med den om natten?

Den tilforladelige brune bamse Wiki Bear er koblet op til wikipedia og tanken er, at han skal blive et lærerigt bekendtskab for børn. Den lille bamsefætter er både kompatibel med bluetooth og wifi.

Wiki Bear bevæger sin lille plysmund, mens han taler hurtigt og mekanisk. Han kan svare på utrolige mængder spørgsmål og endda også fortælle et par vandede vitser. Jeg kan dog ikke lade være med at spørge mig selv om ikke Wiki Bear ville fungere bedre som en Wiki Robot.
Så ville den metalliske, følelsesløse stemme måske kunne opfattes som mere passende og lige frem charmerende?

Scare bear
Da Freud definerede Das Unheimliche kunne han nok ikke forestille sig en faktafanatisk robotbamse med en stemme af stål, men Wiki Bear synes at passe lige ind i definitionen.
Das Unheimliche, på engelsk The Uncanny, er betegnelsen for noget, der er bekendt, men samtidig fremmed. Det velkendte krydret med små forvrængende detaljer kan ofte opleves som langt mere skræmmende end noget, der er totalt anderledes og helt ukendt.

Jeg har altid haft et anstrengt forhold til dukker, mannequiner og menneskelignende robotter. Des mere de forsøger at ligne rigtige mennesker des mere uhyggelige og ubehagelige virker de. Et par døde robotøjne og en krop af ledninger og metalrør er langt mindre ubehagsfremkaldende for mig end en mannequindukke med tilsvarende døde øjne og en anatomisk perfekt krop i hård plastik. En dukke eller mannequin ligner sit forbillede, men er det så langt fra. Risikerer Wiki Bear at falde i samme fælde? Jo mere den prøver at virke sød og bamset des tydeligere bliver det, at den ikke er det. Idéen om et interaktivt legetøj, der kan besvare spørgsmål er supergod, men mon ikke vi vil se nogle mere robotlignende typer i nærmeste fremtid?

Censureret teddybjørn?
Det er imponerende som Wikibjørnen kan svare for sig selvom der i nogle af de videoer jeg har set er lidt lang ventetid på svarene. Et åbenlyst spørgsmål, hvis svar ikke fremgår af promoveringsmaterialet er: Kan man virkelig spørge bamsen om alt? Der kan jo være ting som er for uhyggelige for børnene at høre om. Da bamsen er af amerikansk oprindelse må man næsten gå ud fra, at den er udstyret med nogle filtre, der fjerner upassende materiale. Problemet er jo så bare, at der kan være yderst delte meninger om, hvad det eventuelt er.

Wiki Bear kommer i handlen i efteråret 2014. Mon den bliver et hit?

 

De magiske musikhandsker

Skrevet af Tine Knudsen

Med wearables kan du med dine håndbevægelser sample og spille musik live
Løft din højre arm og et bastrack starter. Sænk den og bassens rytme bliver langsommere. Gå et skridt til højre og din stemme bliver til et flerstemmigt kor. Alt dette kan lade sig gøre fordi du har et par magiske handsker på.

Den engelske musiker og sanger Imogen Heap ærgrede sig over, at hendes maskinpark kom i vejen for den direkte publikumskontakt, når hun optrådte. På Massachussetts Institute of Technology (MIT) arbejdede forskere på at bruge trådløs sensorteknologi til noget andet og mere end at spille dansespil eller bowle med din fætter hjemme i stuen. Forskerne ville se, hvilke nye muligheder teknologien kan give for skabende kunstnere.

Lufttrommer og livesampling
MIT og Imogen Heap indgik et samarbejde og resultatet blev Mi.Mu-handskerne som hun nu bruger til både at optræde og skrive musik med. I stedet for at trykke og dreje på knapper kan hun ved hjælp af bevægelser afspille og manipulere med sine forudindspillede musikspor live på scenen. Se en demonstration af, hvordan hun bruger handskerne i videoen øverst i dette indlæg.

I 2012 præsenterede Heap handskerne ved et arrangement om teknologi og gav nummeret Me the Machine som hun havde skrevet om og med handskerne:

Den første prototype af handskerne blev i marts 2014 finansieret og solgt via crowdfundingplatformen Kickstarter.

Dans musik og visuelle effekter frem
Handskernes teknologi vil helt sikkert også kunne bruges indenfor andre kunstarter end musik. Heap forestiller sig, at dansere kan bruge deres koreografi til at spille musik. Så vil det være musikken, der spiller til dansen i stedet for dansen, der tilpasser sig musikken.

I den officielle video til sangen Me the Machine blev handskerne brugt til at styre dele af de visuelle effekter i videoen live, mens den blev optaget.

Kan du ikke få nok?
Se kampagnevideoen fra Kickstarter eller den fulde præsentation af handskerne ved arrangementet hos Wired UK (20 minutter). Der er også en fin lille fire minutters video, hvor Heap demonstrerer handskerne og fortæller om, hvorfor både hardware og software er open source.

Link til side uden at belønne med visninger

Skrevet af Tine Knudsen

Hvis du ser en artikel eller hjemmeside, der har et problematisk indhold som f.eks. injurier, racisme, sexisme eller måske angreb på dig eller din virksomhed, så opstår dilemmaet: Del siden og øg dens trafik eller ignorér siden og undlad at tage diskussionen om indholdet.

Fortvivl ej! Internettet er ikke kun hjemsted for skumle orker og skingre keyboardkrigere, det er også stedet, hvor riddere m/k på hvide heste (ligeledes m/k) har deres daglige gang.

Do not link
Det eneste du skal gøre for at linke uden at belønne den formastelige side med trafik er at gå ind på donotlink.com

Her indtaster du urlen på den side du vil dele og vips vaps vups ud kommer et link du kan dele. Når nogen følger dette link vil hver sidevisning ikke blive talt individuelt, og andre kan nu også kigge ned i Mordors mørke uden at belønne siden med visninger. Med Do Not Link bliver sidevisninger omdannet til en form for drikkepenge som man selv bestemmer om man vil give.

Man kan indvende, at det er forkert at benytte et værktøj som dette for at fravriste folk sidevisninger, som jo er det mange blogs og nyhedshjemmesider lever af. Omvendt kan man sige, at hvis injurierende blogindlæg og clickbait-artikler er en del af spillet, så er værktøjer som Do Not Link det naturligvis også.

Slip linksene løs!